Tilbage til oversigten (A - K)

Højgårds Have


Vejnr.: 157-0387
Vejstatus: Privat fællesvej
Vej klasse: 4

Vedligehold: 6
Saltnings kategori: 0

Faktuelle vejdata:
Vejen forløber fra Højgårds Allé 21 til blind vej mod vest.

Vejnavnets oprindelse og historie:

Højgårds Have er anlagt i 1968.

Vejen er navngivet efter Højsgården, der ligesom Dyssegården havde fået navn efter broncealderhøjen Ellehøj. Oprindelig den gamle forbindelsesvej mellem Emdrup og Gentofte.

Ellehøj er smukkest bevarede broncealderhøj, den er fredet og overtaget af Gentofte Kommune der også vedligeholder den.

Højsgården var siden udflytningen omkring 1770 i familien Niels Nielsens eje. Den sidste Niels Nielsen der ejede Højsgården var gift med ” Dorte Lars Pæ´s ” fra Holmegården i Vangede, en djærv og dygtig bondekone, der ikke gik af vejen for en spøg.

Følgende lille historie gengives efter hendes egen beretning: Da kong Christian X som prins Christian i 1890-erne var premierløjtnant i Livgarden, holdt han ofte med sit kompagni øvelser i terrænet omkring Højsgård, og kom jævnligt under hvilet ind på gården for at få en lille passiar. Da prinsen en dag bad om et glas øl af gårdens hjemmebryg, så Dorte sit snit til at hælde et par snapse på bunden af kanden. Med et smil bemærkede prins Christian, at det dog var noget usædvanligt stærkt øl, og Dorte svarede mundrapt: ” Ja, men jeg skal sige Deres kongelige højhed, at vi har osse sådan noget masendes godt vand at brygge her på Højsgård”.

Ved en gammel granplantage på Højsgårdens arealer mellem Slangerupbanen og Gentofterenden har Gentofte Kommune i årene omkring 1950 ladet udføre et nydeligt lille parkanlæg, der har navn efter sognet, og kaldes Dyssegårdsparken.

Privat fællesvej.

Højgårds HaveFoto: Vejdirektoratet


Tilbage til oversigten (A - K)